Christian hjemmeside billede

Christian Engell

Partner

Løfter idéer og mennesker, der flytter verden.

Jeg former idéer og løfter de mennesker, der skal bære dem ud i verden. Det gælder erhvervsledere i markedet, politikere på skærmen og fodboldspillere på banen.

Det jeg laver

Som partner i doubleyou arbejder jeg som rådgiver, sparringspartner, forfatter og leder. Jeg træner og samarbejder med ledere, teams og performere i erhvervsliv, politik, sport og kultur. Jeg udvikler også performancekultur og lederprogrammer i organisationer, der vil et nyt sted hen.

Sådan arbejder jeg

Mit kompas er et varmt og vist lederskab, hvor præstation og trivsel skal hænge sammen. Både eliteidrætten og erhvervslivet har lært mig, at mennesker præsterer bedst over tid, når de bliver udfordret og passet på af den samme person.

Jeg trives i spændingsfelterne mellem kampplads og legeplads. Mellem den lange strategi og hverdagens praktik. Mellem filosofiske begreber og indersideaflveringer. Det er ofte dér, udvikling sker, så jeg går ikke uden om det svære eller det flertydige.

Jeg går all in, jeg udfordrer (og driller lidt), og jeg gør tingene personlige. Mine samarbejder bliver som regel lange, fordi det, der skal holde, tager tid at bygge. Allerhelst kaster jeg mig over projekter, der stadig kan stå om hundrede år.

Hvor det kommer fra

For små tyve år siden havde jeg fagansvaret for teamudvikling, coaching og præstationsoptimering på Syddansk Universitet. Arbejdet blev til bogen “Teamudvikling i eliteboldspil”.

Mit speciale handlede om at hjælpe to unge superligaspillere gennem nåleøjet til FCK’s førstehold. Det vandt årets sportsafhandling i Sverige, og den ene af spillerne, William Kvist, gik hele vejen. Vores samarbejde har stået på lige siden. Det er beskrevet i bogen “Jagten på frihed”

Siden er det blevet til samarbejder med blandt andre Wimbledonvinder Frederik Løchte Nielsen og fodboldspillere som Christian Nørgaard, Nicolaj Jørgensen, Andreas Bjelland, Yussuf Poulsen og Kasper Schmeichel.

Lige nu

Lige nu arbejder jeg med individuelle ledere og performere, og en række strategiske projekter der forhåbenligt vil flytte Verden. Resten af tiden går til familien.

Rammer noget af det her dig, eller kunne det være noget for dit team eller din organisation, så lyt til en af podcastene herunder. Og skriv endelig. Jeg er altid frisk på en kop kaffe, og så ser vi, hvad det bringer.