Gå hele vejen. Forandring kræver, at du træder ind i ubehaget.

Med al vores viden, erfaring og opfindsomhed går vi med dig ind i ubehaget for at forløse nye lag af dit potentiale. Som erfaren high-performer kender du allerede de nemme og hurtige metoder og teknikker. De har bragt dig til dit nuværende niveau – men de vil ikke bringe dig til det næste.

Du har arbejdet med dig selv og lært fra andre for at kunne yde det maksimale. Den adfærd, du skaber dine resultater med, er solidt forankret. Sammen med en god portion psykologisk indsigt og erfaring, som du med tiden har koblet sammen med dine handlemønstre. Du er i kontrol.

At løfte dig til et nyt niveau kræver, at du slipper mageligheden og træder ind i ubehaget. Mentalt, ved at møde den usikkerhed og sårbarhed, som kravene til performance har afholdt dig fra at udforske. Metodemæssigt, i forhold til de veje du kan gå for at aktivere nye lag af din ydeevne.
 


 


Gå med hjertet. Varm og vis slår kold og kynisk.

Du kan ikke styre, hvad der hænder dig, men du kan altid vælge hvilken attitude, du møder det med. Som high-performer præger du verden ved at interagere med den – og ved at reagere hensigtsmæssigt og effektivt på de hændelser, der sker.

Det er efterhånden veldokumenteret, at varme og empati står centralt i de miljøer, som bedst fremmer high-performance og formår at blive ved med det. Ved at se det hele menneske i dig selv og andre, acceptere det uperfekte og arbejde med at få det optimale frem, kan du handle af hele dit hjerte. Og tilbyde andre at gøre det samme.

Vi hjælper dig med at afdække det, du finder værd at kæmpe for – og hvordan du gør det med stoisk ro, varme og visdom, så andre vil følge dig og kæmpe for det samme.
 


 


Gå grundigt til værks. Tænk samarbejde, som gælder det livet.

Når du går ind i en relation med os, er vores tilgang, som skulle relationen vare hele livet. Som erfaren high-performer ændrer du ikke dine mentale modeller og succesvaner på en eftermiddag. Dertil er de for dybt forankrede. Og derfor tager vi livsforløbet som perspektiv på de ting, vi gør.

Når det gælder livet, skal samarbejdet være interessant, meningsfuldt og udviklende. Det er grunden til, at vi arbejder systematisk eksperimenterende med at udvikle vores egne kompetencer side om side med dine, så næste skridt kan blive lige så udfordrende som det, der lige er taget.

Den tætte relation indebærer også, at vi forventer af dig, at du tager din udvikling alvorligt og arbejder grundigt og seriøst. Det er nemlig forudsætningen for, at vi sammen kan skabe de helt store gennembrud, så du forløser dit fulde potentiale og bliver så stærk, som du kan blive.
 


 


Gå sammen med andre. Du performer bedst i et stærkt fællesskab.

Lad os se det i øjnene. Det er ikke dig alene, som skaber dine resultater. Du skaber dem altid i en sammenhæng med andre mennesker. Som high-performer er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på dig selv, hvis du vil aktivere dit fulde potentiale.

Din mulighed for og frihed til at skabe resultater er proportional med din evne til at indgå i og bidrage til fællesskaber. Og den allerstørste frihed til selvudfoldelse finder du i et ambitiøst og højkompetent team af individer, som aktivt vælger at high-performe gennem fællesskabet.

Det er implicit, at den største frihed ligger i at kæmpe for en sag, der gavner mange – i samspil med omverdenen. Derfor kan begrebet selvudvikling ikke begrænses til udvikling af selvet, men må handle om at udvikle en karakter, som er i stand til at lykkes med noget større.
 


 


Gå til kilden. Visdom får du ved at se med egne øjne og lære af det.

Smart i en fart er en døgnflue. Vi arbejder med at ”tænke langsomt” for at opbygge den visdom, som giver dig en stærk faglig intuition. Med omhu i tænkningen skaber vi nye intuitive modeller, som du kan bruge, fx når du i en indviklet sag skal træffe den rigtige beslutning hurtigt.

”Smarte løsninger” skaber ofte nye problemer. Visdom har tid, praksis og refleksion i sig. Når du kombinerer visdom med din teoretiske viden og lader det bundfælde sig i dig, styrkes din dømmekraft. Er du vis nok? Har du 15 års erfaring? Eller har du haft for travlt og derfor gentaget et år 15 gange?

Igennem arbejdet med at opbygge visdom udvikles din evne til at komme frem til løsninger, som eliminerer problemer uden at skabe nye, som samler frem for at splitte, og som er holdbare over tid. Det gør dig i stand til at navigere med hastighed og præcision i en kompleks virkelighed.
 


 


Gå til kanten. Den karakterløse og velafrettede skaber intet stort.

Vi udfordrer dig på, hvad der er din karakter, og hvad det kræver at træde helt ud til kanten. For det er i friktionen mellem stærke karakterer, som vil det sublime, at energien til at nå det opstår. En sådan stærk karakter kan opbygges skridt for skridt gennem modig handling.

Alle mennesker er uperfekte. Vi har aldrig set en komplet, afrundet, rummelig og holistisk person præstere det ekstraordinære. Alligevel synes det at være et ideal for udvikling af menneskelig performance, at man skal kunne det hele og kontrollere sine tanker og følelser.

Vi tror i stedet på kant. Og vi tror på karakter. Men karakter handler også om modet til at se sine egne begrænsninger i øjnene. At kigge sig selv i spejlet og få øje på, hvad der gemmer sig under overfladen og lære af sine fejl. At acceptere det uperfekte. I sig selv, og i andre mennesker.
 


 


Gå offline. Toppræstationer kræver fysisk og mental restitution.

Vi hjælper dig med at finde den tilgang til restitution, som virker bedst for dig. For jo bedre du ønsker at performe, des mere skal du hvile for at kunne det. Metodisk og regelmæssig restitution er simpelthen nødvendig, for at kroppen og hjernen kan genopbygge og reparere sig selv.

Vores nervesystem veksler basalt set mellem tilstandene ’tændt’ eller ’restitution’. Når du performer, er du tændt for at kunne tænke og agere skarpt. Kører du for længe i ‘tændt’, sløver det din krops evne til at skifte til ’restitution’, og i stedet begynder kroppen at nedbryde vitale funktioner.

I sportens verden er restitution en naturlig del af enhver high-performers program. I erhvervslivet er det anderledes. Men dit nervesystem kan ikke kende forskel på fysisk og mental udmattelse. Derfor er konsekvensen af manglende restitution den samme for dig som for en elitesportsudøver.
 


 

Vil du høre mere?
kontakt@doubleyou-partners.com eller +45 5382 4065.